Hvad er det værste ved ikke at få børn?

Spørgsmålet kommer helt bagpå mig. Der er aldrig nogen, der har spurgt mig om det før, og jeg har aldrig tænkt over det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare journalisten. Det er ikke fordi, jeg tror, mit valg er hævet over enhver diskussion. Jeg kan godt lide spørgsmålet. Det giver mig en følelse af at have glemt de dårlige følelser, der skabte tvivl, fordi jeg er afklaret nu.

I en periode af mit liv var tvivlen om jeg alligevel skulle vælge at blive mor det værste ved at vælge et liv uden børn.  Ensomheden kender jeg også allerede selv om jeg ikke hører til alderdommen, fordi alle kvinder omkring mig pludselig er enige om, at det vigtigste i livet, er at få børn. Sådan har jeg det bare ikke. Sammenkomster med mødre og deres børn får mig til at føle mig anderledes og udenfor. På den dårlige måde.  Synet af mødre og børn rammer min kvindelighed. I lang tid har jeg det dårligt med mig selv. Indtil jeg opdager, at de sociale normer om at moderskab er lig med kvindelighed også bor i mig som indre dæmoner, der får mig til at overveje at få børn, selv om jeg ikke har lyst til at blive mor.

Det værste ved ikke at få børn er, at finde ud af at sociale normer om moderskab og kvindelighed ligger så dybt i min bevidsthed, at de har fået mig til at tvivle på om jeg alligevel skal vælge et liv som mor, selv om jeg aldrig har været i tvivl om at livet uden børn er det rigtige valg for mig.